Vi bruger Cookies!     

         
 X     
muis

Sider om Islam og Politik



EN NØRREBROFORTÆLLING

 

 

 

Skrevet af Flemming Rønø

 

1.  Indledning

2.  Lidt Nørrebro-historie  

                                                                     

      3. Historien om Pernille

      3.a Starten påskolegangen                                                                                                              

      3.b. Mødet i Medborgerhuset                                                                                                     

      3.c. Kulturforskellene                                                                                                                

      3.d. Hvordan ser lærerne på det?

      3.e. Medieomtalen                                                                                                                       

      3.f. Karaktererne

 

     4.   Børneinstitution forbedrer integrationen på Nørrebro

 

     5. Persongalleri

     6.  Kilder

 

 

 

1. INDLEDNING

 

I denne beretning vil jeg give et lille indblik af integrationen på Nørrebro.

Først får vi en lille historisk beretning fra kvarteret, og derefter vil jeg fortælle om forfatteren Lars Olsen, (1..), der i bogen ”Det delte Danmark”, som handler om danskere/kontra folk med anden etnisk baggrund, fortæller om sine år på Nørrebro som borger, og ikke mindst som far til datteren Pernille, der virkelig har mærket de store kulturforskelle på egen krop.

 

Nørrebro”¦.eller Nørrebronx, som mange unge ynder at kalde det her i 2009 efter diverse skudopgør i området, er et kvarter på 2,9 km2 i København. Kvarteret er inddelt i ydre Nørrebro (1,72 km2) og indre Nørrebro (1,2 km2), men tilsammen huser kvarteret ca. 72.000 mennesker. Det er det samme som hele Holbæk kommune, men Holbæk har fordelt sine ca. 70.000 indbyggere på 578,7 km2, mod Nørrebros 2,9 km2.

 

 

2. LIDT NØRREBRO-HISTORIE

 

Nørrebro var oprindeligt navnet på den brobelagte landevej, som førte fra søerne til byporten Nørreport (hvor Nørreport station i dag ligger).

Op gennem 1700 tallet blev der bygget flere og flere ejendomme, og menneskene der boede i kvarterets lejligheder, var typisk arbejdere som håndværkere, gartnere, møllere og øltappere. Men fra omkring 1880èrne groft sagt, blev kvarteret en mere sammenhængende bebyggelsesform, som vi kender det i dag. Der blev kvarteret gradvis omdøbt til et rent arbejderkvarter med mange små lejligheder, og befolkningstallet voksede i hastig takt med ejendomsbyggerierne.

I 1857 var der godt 10.000 beboere på Nørrebro, det blev til 52.000 omkring 1880erne, og i 2008 var tallet steget til ca. 72.000.

I 1970erne gik borgerrepræsentationen med overborgmester Egon Weidekamp (2..) i spidsen med til at sanere Nørrebro, specielt indre Nørrebro, som er kvarteret omkring Blågårds-plads.

 

Det var et stort fremskridt, at Nørrebro i 1980èrne kom af med de dårlige lejligheder og andre rester af den gamle materielle fattigdom, men på nogle områder findes der stadig problemer på Nørrebro.

I dag handler problemerne ikke, som i 1980èrne, om ”Byggeren”, hvor en gruppe mennesker indtog et tomt område i ”Den sorte firkant” omkring Blågårds-plads, for at skabe en byggelegeplads og frirum til deres børn, som senere blev revet ned under stor mediebevågenhed og politibeskyttelse.  Det handler ikke i så høj grad om ”ungdomshuset” på Jagtvej, hvor en gruppe unge i 1982 fik brugsretten over det senere meget omdiskuterede hus på Jagtvej 69. Ungdomshuset blev også revet ned, det skete i 2007, også efter mange kampe mellem politi og brugere samt støtter til Ungdomshuset, efter Frikirken Faderhuset i 2001 havde købt ejendommen af en fond, der overtog den efter Købehavns Kommune i 1999. Desuden har Nørrebro lagt gader og stræder til meget andet i tidens løb. I 1993 kom det f.eks. også til store gadekampe mellem politi og mange nejsigere, efter Danmarks ja til Maastricht-traktaten.

Problemerne i dag, handler langt mere om en bredere subkultur på Nørrebro, med mange utilpassede indvandrere, som til tider har udviklet sig til helt forskruede normer og æresbegreber.

 

Nørrebro er alligevel blevet kontrasternes bydel. Der er almennyttige byggerier med mange indvandrere, enlige mødre, men har dog stadig sociale problemer.

Men Nørrebro er også blevet et trendy sted”¦ med cafeer, økologiske projekter og unge akademikere med deres ønskebørn, som tit bor i andelslejligheder i de ældre byggerier. Men netop det, at mange af Nørrebros beboere i dag har en anden etnisk baggrund end dansk, gør det langt sværere at få en debat ud af det, beboere imellem.

 

I 2009 udgør folk med anden etnisk baggrund ifølge Center for Rådgivning og udvikling - statistik 28,3 % af indbyggertallet.

 

Rydning af ”Byggeren” på Nørrebro i 1980

 

 

I 2009 havde ca. 28 % af befolkningen på Nørrebro en anden etnisk baggrund

end dansk.

 

 

3. HISTORIEN OM PERNILLE

 

Historien om pigen Pernille er uddrag fra Lars Olsens bog ”Det delte Danmark”, og er en autentisk beretning, som Lars har skrevet om hans datter Pernille, der havde sin opvækst og skolegang på Nørrebro, fra midt i 90erne til midt i 2004. Historien beskriver glimrende de mange store kulturforskelle, der virkelig er mellem mennesker fra hovedsagligt mellemøsten og indbyggere fra vesten.

Lars har boet på Nørrebro, dog med små afstikkere, siden 1976, og fulgt udviklingen ganske tæt. Han elsker Nørrebro. Et kvarter med mange forskellige slags mennesker, alskens eksotiske retter, cafeer, små spisesteder, smukke kvinder, altså storbyens ”puls”.

Men midt i alt det gode, er der også ifølge Lars, en lidt forkert balance af beboersammensætningen i kvarteret, idet der i tidens løb er kommet utroligt mange borgere med en anden etnisk baggrund til.

 

 

3.a Starten på Skolegangen

 

En majdag i 1994 var der fest i Pernilles børnehave, og som en del af de andre skulle Pernille efter sommerferien starte i børnehaveklassen. Der snakkes skole og skolevalg mellem forældrene. Overfor Lars sidder en enlig mor med to børn, hendes økonomi er lidt trængt, men hun fortæller alligevel, at hun i hvert fald har besluttet at sende hendes børn i privatskole, for de skal ikke i en klasse, hvor 50 % er børn med udenlandsk baggrund, og ikke kan dansk.

 

Lars datter Pernille kommer til Blågårdsskolen, som er en af de nærmeste folkeskoler, her er omkring en tredjedel af eleverne med anden etnisk baggrund end dansk. Det er den sidste folkeskole på indre Nørrebro med et flertal af etniske danskere. På de andre tre skoler er en overvægt af børn med en anden etnisk herkomst end dansk.

Over 40 % af børnene på Nørrebro gik i 2004 på privatskole.

 

 

 

 

Da Pernille i 1996 kommer i 2. klasse på Blågårdsskolen - er der kun 5 ud af 23 elever i hendes klasse med anden etnisk baggrund end dansk.

Ved den første forældreaften, hvor forældrene selv skulle tage noget mad med til et ”ta selv bord”, var det ikke den danske mad, der blev spist mest af. De fleste ville langt hellere smage de spændende eksotiske retter, som indvandrerforældrene havde med.

Klassens forældre var denne aften i øvrigt kaldt sammen til et møde, på en kedelig baggrund.

 

Der havde i den seneste tid været en stribe overfald på elever fra skolen, når de skulle til og fra skole, hvor eleverne måtte aflevere sportssko, tasker, mv., og overfaldene som børn helt ned til 2. klasse blev udsat for, var foretaget af 2. generations-indvandrere mellem 12 og 16 år.

Der kom flere forslag på mødet om at prøve at stoppe vanviddet - brochurer på arabisk og tyrkisk - dialog med indvandrerdrengenes forældre, men også forslag om, at nærpolitiet gik mere rundt om skolerne i området.

Lars stod ved siden af en mor, der i sine unge dage havde været med til at smide sten efter politiet i 1980, ved slaget om byggelegepladsen ”Byggeren”, hvor politiet beskyttede nedrivningsarbejderne, og det kom til store bataljer. Hun sagde: ”Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle forlange mere politi på Nørrebro, - men det gør jeg sgu nu” (Om ”Byggeren” se andetsteds).

 

 

Blågårdsskolen var allerede i 1994 den eneste

skole på indre Nørrebro, der havde et flertal af

etniske danskere.

 

 

 

3.b MØDET I MEDBORGERHUSET

 

Efter en del hærgen på Nørrebro i sommeren 1997, hvor bål og brand i en periode var dagens - eller rettere nattens - orden, samt slagsmål mellem politi og unge indvandrere, blev der holdt et møde i medborgerhuset.

Overskrifterne i aviserne denne sommer var ret heftige, og det gav naturligvis fokus på politikerne på Christiansborg. Til mødet i medborgerhuset var der to talere fra borgen - nemlig daværende socialminister Karen Jespersen (3”¦) og justitsminister Frank Jensen (4”¦) fra Socialdemokratiet.

Beboerne klagede over en stigende uro, indbrud, hærværk, samt indvandrernes hyppige trusler.

De mange indvandrere, der var med til mødet svarede tilbage, at de mente de blev diskrimineret, når det gjaldt praktikpladser og arbejde, for slet ikke at tale om de racistiske dørmænd, der nægtede at lukke unge med en anden etnisk baggrund ind på diskotekerne.

Til sidst bliver det nok for en lyshåret kvinde, der rejste sig og pegede på de unge indvandrerdrenge og sagde:

 

”Hold da op med det jammer. Se dog på os kvinder, vi er blevet undertrygt i århundrede, men derfor går vi da ikke rundt og tæver folk”.

 

Resultatet blev, at nærpolitiet intensiverede indsatsen overfor de 20 værste ballademagere, og burede dem inde for hver eneste sag de kunne. Det gav ro til at bygge en social indsats op overfor resten af de unge.

Desuden blev nogle af ”eksrødderne” ansat som projektmedarbejder, bla. fordi man mente, at de havde forbindelser helt ind i det kriminelle miljø, men bagsiden var selvfølgelig, at de unge kom på kommunens lønningsliste.

Nogle af ”rødderne”, der var ansat som projektmedarbejdere opførte sig skandaløst, og blev senere fyret igen, bla. fordi de stadig ikke kunne holde sig fra kriminalitet og vold.

En dag fortalte Pernille Lars, at en indvandrerpige fra naboskolen var blevet gennemtævet af nogle af ”projektmedarbejdere”, fordi hun havde sagt at én af dem var bøsse. Pigen anmeldte dog aldrig overfaldet til politiet. Det var én af dem, der netop skulle være rollemodeller, og vise andre at man skulle holde sig fra den slags.

 

I vinteren år 2000 er Pernille 11 år og går i 5. klasse, og det går godt på Blågårdsskolen. Pernille leger meget med Nadia, hvis far er fra Egypten. Nadias far er kemiingeniør på landbohøjskolen, og var den eneste akademiker blandt indvandreforældrerne i klassen. Han kommer til mange af forældremøderne, lytter til diskussionerne på dansk, men taler selv engelsk, men ellers er der ikke mange af indvandrerforældrene, der møder frem til forældremøderne, det er mest de etniske danskere.

 

 

Nærpolitiet intensiverede indsatsen mod de 20 værste ballademagere, og

 burede dem inde for hver eneste sag de kunne, det gav en vis ro i kvarteret.

 

 

3.c KULTURSKELLET

 

Pernille har dog svært ved at blive rigtige veninder med pigerne med anden etnisk baggrund, fordi deres forældre har et langt mere strengt syn på, hvad deres piger må og ikke må, end de etniske danske familier har.

Når der f.eks. holdes videoaftener, må en arabisk pige takke pænt ”nej tak”, eller HVIS hun fik lov af forældrene, blev hun hentet meget tidligt af hendes far.

Pernille og Lars talte meget om denne forskel, der er på normerne i de forskellige hjem hos kammeraterne. Nogle steder får de lov at larme og støje oppe i lejligheden, andre steder bliver de altid sendt ned i gården.

I 5. klasse bliver Pernille bange for de store indvandrerdrenge på skolen, fordi en af drengene fra hendes klasse, danske Gustav, engang kom op og skændes med Muhammed fra parallelklassen. Dagen efter kom Muhammeds storebror og to andre store knægte, og gennemtævede Gustav. Gustavs forældre opsøgte Muhammeds forældre, der undskyldte meget. Denne sag blev dog ordnet på fineste vis, men episoden stikker dybt i mange af eleverne, også i Pernille.

Når hun eksempelvis ser dem stå på trappen, hvor hun skal forbi, beder hun dem ikke om at give plads, hun tør simpelthen ikke, somme tider går hun ligefrem en omvej for at undgå dem.

Frygten for indvandrerdrengene bunder også i de etniske danske børns erfaring fra de forskellige baggårde på Nørrebro, der er meget ofte konflikter om en bold eller andet, og der kommer meget hurtigt ofte trusler og tæv i luften, og drengene med tyrkisk og arabisk baggrund bliver lynhurtigt mange, hvis der opstår problemer. Mange af indvandrerdrengene har et helt andet forhold til vold, en del af dem er simpelthen opdraget med vold og tæv derhjemme, hvor faderen slet og ret giver dem ”en på lampen”, hvis de gør noget forkert, samt mange af dem, ofte ser op til de større brødre der sommetider er i fysisk klammeri med politiet.

Det er en dyb kontrast til mange etniske danske børn, hvor mange, deriblandt Pernille, er opdraget hjemmefra til at løse konflikter gennem dialoger og samtaler.

 

 

 

I efteråret år 2002, tager Pernilles skolegang på Blågårdsskolen en uheldig drejning. Ved starten af 8. klasse blev U og V klasserne lagt sammen, da der kun er 7 elever tilbage i V-klassen, og ud af de 7 elever var et flertal af dem indvandrerdrenge. Forældrene i U-klassen som bla. Pernille gik i er betænkelige ved at få disse i klassen, men man kan jo omvendt heller ikke have en klasse med kun 7 elever i.

Grunden til der kun var 7 elever tilbage i V-klassen var, at mange havde skiftet skole, nogle er flyttet ud i villakvarterne ude i forstæderne til København, andre har benyttet sig af andre særlige skoletilbud, såsom f. eks Statens pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre.

Det er faktisk det generelle eksempel på skolerne på Nørrebro, at der bliver færre og færre elever, når 8-9 og 10. klasserne begynder, netop fordi at mange af elevernes forældre flytter til Nørrebro som studerende, og de bor der de første år, men ofte når uddannelsen er afsluttet, og det gode job er i hus, flyttes der ud i en villa i forstæderne.

Resultatet af denne ”udvandring” af etniske danskere giver jo helt sig selv, så bliver der jo automatisk et flertal af tosprogede elever på Nørrebros skoler.

 

 

I 1997 blev nogle ”eksrødder” ansat af kommunen som Projektmedarbejdere,

for at dæmme op for kriminaliteten på Nørrebro. Det holdte ikke helt, da

nogle af dem stadig efter ansættelsen, ikke kunne holde sig fra kriminalitet

og vold.

 

 

 

I Pernilles 8. klasse i efteråret 2002, var der 15 drenge og 7 piger, hvor flertallet var af anden etnisk herkomst end dansk. Stemningen i klassen var blevet helt anderledes og rå end før. Der tales arabisk hen over hovederne på danske elever, og som etnisk dansker følte man sig udenfor.

Et andet problem var også, når klassen havde dansk diktat, for der blev hele tiden forstyrrelser, fordi der hele tiden blev spurgt ”Hvad er en stewardesse”, ”Hvad betyder det gamle danske ord egn” osv.

En del af de tosprogede elever kender ikke mange af de danske ord, der normalt anvendes i 8. klasse.

De fleste har godt nok gået i dansk skole siden børnehaveklassen, ja nogle af dem helt siden børnehaven, men problemet er, at de i mange tilfælde ikke får lært dansk derhjemme, samt man også i mange tilfælde har tv-kanaler på diverse mellemøstlige sprog, der ses langt mere end danske programmer.

 

I sommeren 2003, var nu kun fire etniske danske piger i Pernilles klasse, det var foruden Pernille, Josefine, og Kaja, samt den lille sorthårede Nadia, som var punker og kom regelmæssig i Ungdomshuset på Jagtvej.  Men kort tid efter skifter også Kaja skole, da hendes forældre, som mange andre købte hus i en af forstæderne.

Pernille og Josefine holder sammen som ærtehalm, og har gjort det siden børnehaveklassen. Og de to piger er næsten i en kategori for sig selv, da de er ”De eneste lyshårede piger” på skolen.

I de mindre klasser er det især de danske drenge, der er i skudlinien i kvarteret, men fra 14-15 års alderen skifter billedet. Pigerne er blevet sexsymboler og behandles ofte som sådan. Gang på gang hørte Pernille og Josefine tilråb som ”Hvide Luder” eller ”Din hvide kusse, passer til min brune pik”. Det sker på gangene på skolen, og i frikvartererne prøver de to piger, at finde steder, hvor de kan sidde i fred og ro.

Tilråbene finder ikke kun sted på skolen, men også når pigerne går på gaden i kvarteret.

En aften var Pernille på vej hjem fra bussen, efter et besøg hos sin mor. Pludselig bliver hun passet op af en gruppe indvandrerdrenge, der lyser hende i ansigtet med en lygte. De følger efter hende og kommer med diverse tilråb.

 

En anden gang var hun på vej op i en bus, da nogle sorthårede knægte napper hende bagi. En tredje gang kom hun gående på gaden ved højlys dag. Pludselig smider en gruppe indvandrerdrenge en afgnavet majskolbe efter hende, denne episode er ret krænkende, da en af de drenge der stod i gruppen, var en klassekammerat, som Pernille ellers talte fint med.

Pernille blev dog heldigvis aldrig direkte overfaldet, som hendes veninde Josefine blev. En dag Josefine fulgtes med et par danske drenge, samt veninden Nadia, som jo er punker, blev de direkte overfaldet af en gruppe indvandrerdrenge. Mange indvandrerdrenge ”ser rødt”, når de ser punkere.

Vi har jo også set, hvordan flere indvandrergrupper har gået til angreb på den årlige Copenhagen Pride optog på Nørrebrogade, hvor tusindvis af homoseksuelle og lesbiske kvinder deltager i et stort optog. I 2001 blev paraden to gange angrebet med sten, og mindst to måtte en tur på skadestuen. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti udsendte dengang en pressemeddelelse, hvor han støttede optogets deltagere, mens den Radikale Klaus Bondam blot konstaterede angrebne som værende drengestreger, og ikke muslimsk fundamentalisme. Der er også ofte iværksat angreb på kirkens korshærs hjemløse, der også ofte har klaget over angreb på deres herberg i Stengade.

Altså en minoritets angreb på andre minoriteter.

 

 

Flere gange har indvandrergrupper angrebet den årlige ”Bøsseparade” Nørrebrogade i København.

 

 

Pernille var SÅ træt af, at blive udsat for trusler og chikane jævnligt, at hun seriøst overvejede, at begynde at gå med kniv, fordi hun ville kunne forsvare sig, overfor alle chikanerne i klassen, sagde hun. Mange andre i klassen gik også med kniv - og viser den gerne til andre elever i klassen, selvfølgelig altså når lærerne ikke ser det..

I klassen var det på det tidspunkt ”in” at være ”gangster” og især for den klike i klassen, der havde sin daglige gang på Blågårds-Plads - men det gjaldt faktisk også nogle etniske danske drenge, der var begyndt at tale som indvandrerdrengene, blot for at lyde seje.

Det er også ”in” at lave ballade og forstyrre i timerne, samt at blive sat uden for døren. En del af de drenge med anden etnisk herkomst, der IKKE havde lyst til at lave ballade, blev set ned på og der blev ofte sagt: ”Dårlige perkere” eller ”Du er jo for fucking integreret” til dem. Det giver jo et stærkt gruppepres, som ofte kan være psykisk belastende.

 

I vinteren 2004, hvor Pernille snart er 16 år, og går i 9. klasse, blev hun sammen med veninden Josefine forfulgt af en pigebande fra Hellig Kors Skole, så de måtte søge tilflugt i en grillbar - og fra grillbaren kunne de se at pigebanden med hænderne viste, hvordan de ville skære halsen over på dem. Til sidst så de ingen anden udvej, end at ringe til skolen fra mobiltelefonen, og lidt efter kom så en lærer og eskorterede dem tilbage.

 

Episoden ved grillbaren blev en sag for kvarterets SSP-samarbejde. Pigebanden var desværre velkendt af myndighederne, og en overgang blev nogle af pigerne da også sendt væk fra kvarteret.

 

 

 

3.d HVORDAN SER LÆRERNE PÅ DET?

 

 

Lærerne på skolen, har en vidt forskellig tilgang til alle episoderne. Én af lærerne er en håndfast fyr, der godt kan give indvandrerdrengene en opsang. Han har været lærer på Nørrebro i mange år, og har fulgt udviklingen tæt. Desuden var han træner i en fodboldklub med mange indvandrerdrenge.

En anden lærer, der var ny på skolen, mente det var vigtigere, at forstå ballademagernes situation, end at få balladen stoppet.

På et tidspunkt holder Lars et møde med de ovennævnte lærere, og han spørger, hvorfor én af pigerne med udenlandsk baggrund kan kalde Pernille for en ”Hvid luder” midt i timen, uden nogen griber ind. Læreren svarer ”Hun er på mange måder den svage part i en konflikt. Pernille er jo meget mere velformuleret”. Lars var rystet over svaret”¦”¦.

 

Ifølge Nicolaj Sennels er der ca. 64 % af de tosprogede elever, der ikke kan læse eller skrive, når de kommer ud efter endt skolegang.

 

Et eksempel her, var at 9 klassen på Pernilles skole skulle aflevere en selvstændig opgave - som de havde et uge til - og så fremlægge det for forældrene i klassen. En tyrkisk pige valgte at fortælle om sygdommen kræft og formulerede sig ellers udmærket, men sagde: ”Når man får kræft, kommer man på sygehuset og bliver skæret i”. Der er en forening, der arbejder med kræft, kender du den, spørger læreren og pigen svarede: ”Det er Kræftens Beskæmpelse” svarede pigen. Hun havde gået i dansk skole siden børnehaveklassen, men alligevel havde hun problemer med, at tale ordentligt dansk, og sætte endelser på ordene. Igen fordi man ikke talte dansk i hjemmet. Man har parabolen vendt mod Tyrkiet og Mellemøsten, og er i fritiden oftest kun sammen med indvandrere.

 

Noget tid efter deltager Lars i et debatmøde om folkeskolen på Nørrebro, og kommer i den forbindelse ind på ovenstående eksempel.

Skoleborgmester Per Bregengård (7”¦) svarede, at han ikke anså om det hedder ”skæret eller skåret” som noget problem, En skoleinspektør fra en af Nørrebros skoler sagde ”Jeg er selv indvandrer fra Jylland, og jeg talte også anderledes end folk i København. Mange af mine elever, taler heller ikke så godt dansk, men de kommer alligevel i gymnasiet”.

 

Endnu engang er Lars rystet over svaret, men er også blevet lidt klogere på skolevæsnet i København.

 

Per Bregengård fortalte også, at ca. en tredjedel af kommunens skolelærere havde været på kursus i ”interkulturel pædagogik”(1”¦, Se omtale andetsteds)

Mange i det københavnske skolevæsen fokuserer på, at indvandrerne ER anderledes - og at de repræsenterer en spændende og fremartet kultur. Det præger både kommunens skolepolitik og attituden hos en del lærere, der nærmest har et romantisk forkærlighed for eksotiske tosprogede børn.

 

Skoleborgmester i København

 i 2004 Per Bregengård (Enh.):

 ”En tredjedel af kommunens

skolelærere havde været på kursus

i interkulturel pædagogik”(1..)

 

 

3.e MEDIEOMTALEN

 

 I et frikvarter står Pernille og Josefine ved frugtboden på skolen. Pludselig kommer en gruppe små indvandrerdrenge fra 3. klasse hen til dem og råber: ”I har store danskerpatter” og Sådan nogle som jer, sutter pik på tv”. Andre i gruppen smider noget dressing efter pigerne, der må flygte ned på skolens toiletter, og låse døren, mens råbene udenfor lød ”danskerluder” efter dem.

 

Nogle dage senere så Pernille et debatprogram i morgen-tv. Programmet handlede om kvoter - om hvorvidt børn med en anden etnisk baggrund skal spredes rundt på skolerne. Pernille ringer i den forbindelse ind til tv og forklarer om hendes situation - først til receptionen, siden til en receptionssekratær. Til sidst kommer hun igennem til en journalist, der hurtigt øjner en ny vinkel: Et par rapkæftede tøser, der fortæller om, hvordan det er at være dansk pige i et multietnisk kvarter. Efter en del betænkningstid siger både Lars og Josefines forældre ja til at pigerne kan gå på tv”¦ Historien kommer sågar på forsiden af BT, og det begynder for alvor at sætte strøm til systemet.

Skoleinspektøren på skolen blev pludselig meget aktiv. Hun ringer og indkalder til møder med forældrene om situationens alvor.

Hun er ikke begejstret for denne medieomtale, men forsikrer at skolen tager problemerne meget alvorligt. Hun er tydeligvis i klemme, også fordi mange danske forældre spejder efter privatskoler, og fordi kvarterets skoler konkurrerer om etniske danske børn.

Hun mente at Pernille og Josefines mediestund, ville forværre problemerne, sagde hun.

Heldigvis kom der ikke alvorlige negative reaktioner ud af mediestuntet, men tværtimod fik Pernille en god snak med den bager, som hun arbejdede for efter skoletid. Bageren, der selv har anden etnisk herkomst end dansk, blev dybt forarget over drengenes chikanerier overfor de danske piger og fortalte Pernille, at det var helt anderledes, da han kom til landet. ”Vi var ikke så mange, og pigerne var vilde med os, men nu er der langt flere indvandrere, og de unge går jo i kliker”.

Indvandrernes chikane betyder, at mange indvandrerdrenge har en lav status hos mange danske piger - og en dag Pernille diskuterer emnet med en af klassens indvandrerdrenge, mente han omvendt at mange indvandrerdrenge bliver afvist af danske piger, lige bortset fra nogle specielle, der hænger ud med indvandrerne.

”Hver gang jeg møder en dansk pige, der vil være sammen med mig, så er hun også sammen med alle mine venner” sukker klassekammeraten.

 

Drengene i kvarteret råber stadig ”luder” efter Pernille, men hun er blevet bedre til at tackle det. Måske hjælper det, at hun var/er i et kæresteforhold med en fyr hun var/er glad for. En forårsdag da hun er på vej gennem gården for at besøge sin mor, ser hun en gruppe små indvandrerdrenge, og én af dem skal tilsyneladende vise sig over for de andre, han løber hen til Pernille og klapper hende bagi. Pernille griber ham resolut, og råber: ”Det gør du bare ikke igen, så skal jeg fanme sørge for, at det er sidste gang du rører ved en blondine”. Fyren piler væk.

 

I andre 8-9 klasser praler de unge med vilde fester og med, at de har scoret nogen af det modsatte køn. I Pernilles klasse er det anderledes. Blandt mange i klassen giver det status at være med i en bande, og deltage i håndgemæng og nyde ”respekt” på gaden. En dag kommer en pige med arabisk baggrund i skole med en forbinding om hånden. Den blev skadet under et slagsmål mellem to pigebander på Nørrebro Station.

 

3.f KARAKTERERNE

 

 

I Pernilles klasse fik de årskarakter og gik til eksamen. Klassens kultur omkring lektier og skriftligt arbejde var mildest talt elendig, og Lars har mange diskussioner med Pernille omkring skolearbejdet. Hun hopper ofte over, hvor gærdet er lavest, men slipper for det meste godt fra det. Når alle de andre heller ikke forbereder sig, kan man nå langt på at være velformuleret og hurtig til at overskue nye opgaver.

I Københavns kommune kræves et gennemsnit på 8 for at komme i gymnasiet. Kun 6 af eleverne opnår et gennemsnit på 8, det er Pernille, Josefine, Nadia samt tre danske drenge. Ikke én eneste indvandrerelev nåede de 8 i gennemsnit, den der var tættest på var en ihærdig elev, der nåede 7,9.

 

 

 

Kun 6 i Pernilles Klasse opnåede, at få 8 i gennemsnit. Kravet for

at komme på gymnasiet.

 

 

 

 

4. BØRNEINSTITUTION FORBEDRER INTEGRATIONEN PÅ NØRREBRO

 

 

Efter en mislykket integration for dele af Nørrebros indvandrere, mente nogle man burde indføre et integration allerede i børnehavealderen, og netop det gik børneinstitutionen Børnejunglen i gang med i 2006.

 

I børneinstitutionen Børnejunglen på Nørrebro gik der i 2006 110 vuggestue og børnehavebørn - 60 med etnisk dansk oprindelse og 50 med en anden etnisk baggrund end dansk. Af disse var 48 af dem vuggestuebørn og 62 børnehavebørn.

Allerede i børnehavealderen mærkes kulturforskellene. De 2 grupper legede ikke godt sammen, og ofte legede de hver for sig.

Det fik Børnejunglens pædagogiske leder Gitte Vendelboe, til at gribe ind med at lave et treårigt integrationsprojekt.

Siden 2006 har Børnejunglen i samarbejde med Dansk Røde Kors lavet projekt ”Forældreakademiet”. og det viser sig her i 2009, at arbejdet har båret frugt.

I 2006 satte man fem indsatsområder op:

 

  • Forældreakedemier med oplæg til børns trivsel, diskussion og efterfølgende fællesspisning.
  • Pædagogisk efteruddannelse indenfor interkulturel pædagogik. (1”¦)
  • Indførelse af fritidsaktiviteter, herunder fodbold og jungledans.
  • Årlig forældrebesøg på børnenes koloni.
  • Terapi og familiebesøg for særligt udsatte familier med anden etnisk herkomst end dansk.

 

Gitte Vendelboe fortæller:

 

”Vi har holdt en masse foredrag for forældrene, der på forskellige måder handlede om børn, som vi ofte har diskuteret i fællesskab, og på den måde gjort meget for,  at få forældrene til at lære hinanden bedre af kende. Desuden er vort personale blevet videreuddannet, så det har fået større faglighed i forbindelse med mødet mellem kulturerne, og det har gjort en stor forskel” sagde hun.

 

I ”Børnejunglen” på Nørrebro lavede man et

treårigt integrationsprogram, og det bar frugt.

 

 

 

 1”¦ Formålet med at indføre interkulturel pædagogik er ifølge

 Danmarks pædagogiske Universitetsskole på Århus Universitet,

at give undervisere og formidlere med praktisk erhvervserfaring

en akademisk og forskningsbaseret videregående uddannelse,

hvor de erhverver indsigt i teorier og metoder i interkulturel

pædagogik, interkulturelle studier og dansk som andetsprog, og

opnår kompetencer til at anvende teorier og metoder til at

varetage og udvikle uddannelser i et flersprogligt og flerkulturelt

demokratisk samfund.

 

 

 

 

PERSONGALLERI

 

  1. Lars Olsen
  2. 1955
    Cand.phil. i samfundsfagJournalist på Politiken samt ugebrevet mandag morgen i 20 år)
    Udgav i 2005 bogen ”Det delte Danmark”

 

  1. Egon Weidekamp
  2. 1921-2000
    Socialdemokratiet
    Overborgmester i København 1976 - 1989

 

    

  1. Karen Jespersen
  2. 1947

        Cand. mag

        Socialdemokraterne/Fra 2007 Venstre

        Indenrigsminister 2000-2001

        Socialminister 1993-1994- 1994-2000

        Velfærdsminister 2007-2009

 

  1. Frank Jensen
  2. 1961

                Cand. -oecon (Matematisk Økonomi)

                Socialdemokratiet

                Forskningsminister 1994-1996

                Justitsminister 1996-2001

 

  1. Peter Skaarup
  2. 1964

        Teknisk Konsulent for DSB

        Dansk Folkeparti (Næstformand fra 1998)

        Formand for folketingets Retsudvalg

 

  1. Klaus Bondam
  2. 1963

Radikale

Borgmester for Teknik og Miljø i København fra 2005

        Skuespiller

        Lydbåndsindlæser

  

  1. Per Bregengaard
  2. 1950

Lærer på bla. Køge Gymnasium

Enhedslisten

        Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1988-2007  

                Skoleborgmester i København 1998-2007

 

 

 

KILDER

 

 

Bøger

 

Lars Olsen ”Det delte Danmark” Kap. 2 ”En Nørrebro-fortælling”

 

 

 

Andre Kilder:

 

Nørrebro lokalhistoriske samling

Wikipedia ”Nørrebro opstår som kvarter”

Center for Rådgivning og Udvikling - Statistik Valby

Nørrebroportalen 21/8 2001 (Stenkast ødelagde bøsseparade)

Kronik i Jyllands-Posten af Nicolaj Sennels d 3/3 2009

Tea Petersen Jyllands-Posten 5/6 2009

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Århus Universitet.

 

Tak til Gitte A. og Claus R. for redigering.

Tak til Lars Olsen for matriale fra hans bog "Det delte Danmark"

 



Opdateret 11/12/2012

Besøg  
223134