Vi bruger Cookies!     

         
 X     
muis

Sider om Islam og Politik



HISTORIEN OM TAMILSAGEN

 

 

SKREVET AF FLEMMING RØNØ

 

 

 

1)      Indledning

2)      Fakta om Sri Lanka

3)      Borgerkrigen på Sri Lanka

4)      Indvandrerloven strammes, men ikke familiesammenføringerne

      5)      Tamilerne

6)      Ombudsmanden tilsidesættes

7)      Ny Justitsminister og tamilsagen starter

      8)      Ombudsmandens rapport

      9)      ”Gulvtæppet”

    10)     Kommissionsdomstol

    11)     Formandsvalget

    12)    Tv- udsendelsen

    13)    Undersøgelse etableres

    14)    Kuglegravningen

    15)    Ninn Hansen fortørnet over Schluter

    16)    Undersøgelsen afsluttes / Tamilrapporten kommer, og regeringen går af

    17)  Efterskrift

    18)  Persongalleri

           

 

 Eventuelle numre efter en persons navn = omtales til sidst i persongalleriet,

 

 

 

1. INDLEDNING

 

Der er næppe tvivl om, at Tamilsagen indskriver sig som den, på mange måder mest - vidtstrækkende sag om ulovlig forvaltning i nyere tid.

 

Baggrunden for at denne sag opstod, og fik et så dramatisk forløb var, at der i 1983 blev vedtaget en ny udlændingelov, der indeholdt et retskrav om familiesammenføring.

Lovforslaget var fremført af regeringen, men da den var i mindretal, var det i høj grad oppositionen, som kunne få størst indflydelse på den endelige udformning af denne lov.

 

I sidste halvdel af 1986 voksede tilstrømningen af flygtninge, fra Iran/Mellemøsten/ og Sri Lanka.

 

I 1983 var der 332 asylansøgere i Danmark, mens tallet i 1986 voksede til 9.300.

Denne stigning skyldtes, at udlændingeloven i 1983, var en stærkt forbedret retsstilling for bla. asylansøgere. Loven blev senere nævnt, som en af de mest liberale udlændingelove i Europa.

Visse dele af loven var allerede almen praksis, men den nye udlæningelov fastslog dens retlige praksis.

 

Blandt udlæningeloven, der blev vedtaget af et flertal i folketinget på 155 medlemmer (Kun Fremskridtspartiets 12 mandater stemte imod) 3. juni 1983, omhandlede bla.:

 

*Familiesammenføring blev til et retskrav for de personer der var tilkendt asyl

*Asylansøgere kunne opholde sig i Danmark, mens asylansøgningen blev behandlet.

*Afviste asylansøgere kunne anke deres sag i Flygtningenævnet, der oprettedes samtidig.

*Udlændinge var sikret mulighed for "spontan" indrejse, det vil sige, at der ikke var krav om hverken pas eller visum i forbindelse med en asylansøgning i Danmark.

 

 

 

Midt i 1980erne kom der stor fokus på indvandrerpolitikken, bla. fordi der  i 1985, hvor de første danske negative reaktioner kom i forbindelse med overfald mod iranske flygtninge i Kalundborg, samt at Fremskridtspartiet kørte en kraftig kampagne mod indvandrere og flygtninge.

 

 

 

 

 

 

2.  FAKTA OM SRI LANKA

 

Befolkning: ca. 20 mill.

 

Etniske grupper:  Singalesere                                   74 %

                              Tamiler                                        18 %

                              Efterkommere af Maurere           7 %

                              Andre Grupper                              1 %

 

Religioner :          Buddhister                                    70 %

                              Hinduer                                         15 %

                              Kristne                                            8 %                                         

                              Muslimer                                        7 %                       

 

 

Singaleserne kom til Sri Lanka fra Nordindien i det 6. århundrede før Kristus. Buddhismen blev indført i midten af det 3. århundrede FØR Kristus, og en stor civilisation udviklede sig over de følgende ca.  1.500 år.

I det 14. århundrede oprettede tamiler fra Sydindien, et kongerige i den nordlige del af øen.

Sri Lanka blev overtaget af portugiserne i det 16. århundrede, af hollænderne i det 17 århundrede, indtil briterne omdannede den til britisk koloni i 1796, og kronkoloni fra 1802 under navnet Ceylon.

Øen blev selvstændig i 1948, og skiftede navn til Sri Lanka i 1972.

Spændinger mellem Singalesere og tamiler udløste en borgerkrig fra 1983, og konflikten mellem et tamilsk mindretal i den nordlige del og resten af øen, eksisterer fortsat på trods af våbenhvile og norske mæglingsforsøg i 2002.

 

 

3.  BORGERKRIGEN PÅ SRI LANKA

 

Tamilerne flygtede fra den blodige borgerkrig på Sri Lanka, der for alvor brød ud i 1983.

 

Borgerkrigen havde baggrund i konflikter mellem de forskellige etniske grupper på øen, primært Singaleserne der er i klart flertal, og Tamiler der udgør omkring 15 % af befolkningen.

 

Borgerkrigen brød så småt allerede ud omkring 1948, da englænderne, som havde koloniherredømmet, favoriserede de ca. 15 % tamiler, der var noget bedre til engelsk, og andre ting indenfor uddannelsessystemet.

Englænderne havde derfor flere jobs til tamilerne i administrationen af øen mv.

Det betød at det store flertal af singalesere, følte sig undertrygt af de omkring de 15 % tamiler.

Et af problemerne var, at singaleserne sad på regeringsmagten på øen..og denne regering indførte flere diskriminerende forslag. Feks. skulle tamilerne have en højere gennemsnitskarakter, for at blive optaget på universitetet.

 

I 1976 dannede tamilerne et parti, der havde til formål bla. at danne en tamilsk stat på den del af øen, hvor tamilerne havde sit flertal.

Tamilerne kunne ikke komme igennem med deres forslag om at danne ”en stat i staten”, og så begyndte tamilerne, at danne fraktions og guerillagrupper.

 

Den største gruppe var allerede 3 år tidligere blevet dannet, for allerede i 1973 blev gruppen ”De Tamilske Tigere” dannet.

 

Det var sandsynligvis ”De Tamilske Tigere”, der i juli 1983 angreb og dræbte 13 regeringsmedlemmer.

Men Singaleserne svarede hurtigt igen ved at angribe og plyndre byen Colombo, hvor tamilerne holdt til, og ved dette angreb blev ca. 400 dræbt.

 

Over 60.000 (til 2004) er i alt blevet dræbt i borgerkrigen på Sri Lanka.

 

Ca. 9.000 kom til Danmark midt i 80erne, og det kom der ”Tamilsagen” ud af.

De næste sider følger vi proceduren på Danmarks største forvaltningssag i nyere tid.

 

                                     

 

 

   

De Tamilske Tigere blev dannet i 1970´ erne på Sri Lanka.

 

 

 

 

 

4.  INDVANDRERLOVEN STRAMMES, MEN IKKE FAMILIESAMMENFØRNGER

 

I 1986 blev indvandrerloven i Danmark, strammet endnu engang. De første stramninger kom i 1970-1973- og 1983, men det var uden at ændre så meget som et komma, i spørgsmålet om familiesammenføring.

 

I 1986 kom ca. 500 personer ind i Danmark, som følge af familiesammenføringsreglerne.

 

Året efter i 1987, blev der på 9 måneder fra 1/1 87 til 1/10 87 givet 1.400 bevillinger til familiesammenføringer.

 

På et ministermøde i sep. 1987, diskuterede man flygtningepolitik, og derunder mulighederne for en begrænsning af familiesammenførsel for tamilske flygtninge (tamilerne var flygtninge p.g.a. borgerkrigen på Sri Lanka).

 

Spørgsmålet rejser en debat på mødet, der har hele 10 ministre med.

Daværende Socialminister Mimi Jakobsen (6.) rejser spørgsmål, om det er administrativt muligt, at øge antallet af lejrflygtninge, på bekostning af familiesammenføringer?

 

Justitsminister Erik Ninn Hansen (1.), svarer, at ”De har jo et retskrav” .

 

Sundhedsminister Elsebeth Kock Pedersen spørger, hvad den netop indgående fredsaftale på Sri Lanka betyder, for evt. hjemsendelse at tamilerne.

 

Erik Ninn Hansen svarer: ”Jeg tror ikke, at vi kommer af med dem, men vi vil undersøge det”.

Videre drøftelse i sagen, er henlagt til regeringens flygtningeudvalg.

 

Et par måneder efter ministermødet, præsenterede Justitsminister Erik Ninn Hansen en plan, om hjemsendelse af de herværende tamiler til Flygtningenævnet.

 

Flygtningenævnet støttede Regeringens plan.                      

 

 

 

                                        

Justitsminister Erik Ninn Hansen (K.) 

 satte ansøgningerne om

familiesammenføring   i ”bero”.

 

 

 

5.   TAMILERNE

 

Planen om hjemsendelser måtte dog opgives, bla. fordi en ny uro på Sri Lanka opstod med borgerkrig, mens ansøgningerne om familiesammenføringer til tamilerne her i Danmark, efter en mundtlig ordre fra Ninn Hansen, blev sat i bero.

 

Spørgsmålet herefter var nu, om den mundtlige ordre fra Justitsministeren var ulovlig, for et retskrav er et retskrav.

 

Erik Ninn Hansens ordre, viste sig senere, at have været ulovlig.

 

Ninn Hansen slog sagen hen. Der var 5-6000 ansøgninger, der lå og ventede op til 15-16 måneder på at blive ekspederet videre. Officielt var undskyldningen recurcehensyn i Justitsministeriet, men i virkeligheden var det en nedpriotering af disse ansøgninger, og det blev ligefrem antydet, at sagerne bevist blev syltet.

 

 

 

6.   OMBUDSMANDEN TILSIDESÆTTES

 

Mange ansøgere klagede til ombudsmanden, og han tog det første skridt til, at indlede en undersøgelse af sagen.

 

Folketingets Retsudvalg med formand Grethe Fenger Møller (K.)(5.) stillede imidlertid spørgsmål til Justitsministeren om sagen, så dermed holdtes ombudsmanden udenfor, fordi han efter loven ikke må gå ind i sager, der er ”politisk kørende”, hvilket sagen jo var i kraft af , at den jo var ”under behandling”.

 

Erik Ninn Hansen forklarede Retsudvalget, at inden der bliver givet tilladelse til en familiesammenføring, skal man lige se situationen på Sri Lanka an.

Kort tid forinden, var der nemlig atter kommet en våbenhvile af borgerkrigen på Sri Lanka.

 

Hvis situationen gjorde, at inden for en overskuelig fremtid kunne de herboende tamiler sendes hjem til Sri Lanka, så var det fornuftigt at stille sagerne i bero, mente Ninn Hansen, til trods for, at der jo lå et retskrav på familiesammenføringerne.

 

Det blev senere kendt, at de spørgsmål Retsudvalget stillede Erik Ninn Hansen, var fremstillet af Justitsministeriet, kun for at trække tiden, og holde ombudsmanden udenfor, og derved måske klare frisag i spørgsmålet om en undersøgelse fra Ombudsmanden.

 

Spørgsmålet var nu, om en nedpriotering af en sag efter et retskrav, i virkeligheden var lovlig.

 

Det viste der sig senere, at den ikke var.

                                                                                                             

                                                                                                         

 

7.   NY JUSTITSMINISTER, OG TAMILSAGEN STARTER

 

Justitsminister Erik Ninn Hansen blev 10. januar 1989 valgt til formand for Folketinget, og hans partifælle H.P. Clausen blev ny Justitsminister.

 

19. januar 1989 blev daværende statsminister Poul Schlüter(2.)opsøgt af den nye Justitsminister H.P. Clausen,(4.), der kunne fortælle, at der i ministeriet lå en del færdigbehandlede, men uekspederede sager om de tamilske familiesammenføringer.

 

Det er første gang Statsministeren officielt hører om sagen, men han har dog fulgt med i aviserne om de sager, der tog en 15 - 16 måneder at ekspedere ovre i Justitsministeriet, men Statsministeren vurderede ikke problemet ret stort, bare en almindelig klapjagt på regeringen, mente Schlüter.

 

H.P. Clausen havde den politiske begrundelse, for at orientere Statsministeren om en tilsyneladende helt rutinepræget forvaltningssag, at en omgående ekspedition af sagerne ifølge Justitsministerens embedsmænd, ville være et ”brud på Ninn Hansens linie”.

Schlüter svarede H.P. Clausen, at naturligvis skulle de sager, som lå i Justitsministeriet om de tamilske familiesammenføringer ekspederes, og ”Hellere i dag end i morgen”.

 

Noget officielt indblik i det spil, der siden efteråret 1987 var forgået i Justitsministeriet, havde hverken H.P. Clausen eller Poul Schlüter.

 

 

 H.P. Clausen (K.) afløste Erik

 Ninn Hansen på Justitsministerposten,

 og senere på formandsposten for folketinget.

 

 

8.   OMBUDSMANDENS RAPPORT

 

Som nævnt tidligere, var Retsudvalgets spørgsmål til Justitsministeren bestilt af Justitsministeriet selv, for at holde ombudsmanden udenfor, men Ombudsmanden kunne ikke holdes udenfor i en evighed.

 

Ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen (3.) offentliggjorde en rapport 1. marts 1989, om ”Direktoratet for udlændinges behandling af asylansøgningerne".

Han kritiserede den meget langsommelige sagsbehandling i form af ”Sagsbehandlingstiden må ikke blive af en længde, der væsentlig overskrider, hvad der under hensyn til sagens karakter, og i forhold til den enkelte ansøger, kan anses for rimeligt”.

 

Ombudsmanden påviser desuden, at ”Direktoratet for Udlændinge” havde brugt flere ressourcer på, at besvare rykkere fra ansøgere, end det ville have taget at færdigbehandle sagerne.

 

Erik Ninn Hansen godtager ikke ombudsmandens konklusioner i rapporten, og fastholdt at han kun havde ført en samlet regeringsbeslutning ud i livet.

Ninn Hansen henviste til ministermødereferatet d. 15. sep. 1987 og den 3. nov. 1987, hvor regeringen drøftede de tamilske flygtninges situation, efter ”fredsslutningen eller våbenhvilen på Sri Lanka”.

 

I referatet fra 3. nov. 1987, taler Erik Ninn Hansen om regeringens ”beslutning”, men ingen af de øvrige tilstedeværende ministre, havde nogen erindring om, at der blev truffet en beslutning.

 

Erik Ninn Hansen mente, at ministerreferaterne var en gyldig gengivelse af regeringens drøftelser, men modsiges senere af Poul Schlüter, der ikke tillægger referaterne formel betydning.

 

Schlüters opfattelse underbygges af, hvad han allerede havde sagt på sit andet ministermøde, som Statsminister i firkløverregeringen 14. sep. 1982.

Under punktet ”Tilrettelæggelse af regeringsarbejdet” sagde Schlüter, at der ville blive udarbejdet et referat efter ethvert møde, og derefter udsendes til alle ministre og departementschefer, og at referaterne ikke har nogen formaliseret status, men blot skulle betragtes, som en huskeseddel.

 

 

 

9.   GULVTÆPPET

   

Socialdemokratiet og S.F. anmeldte derpå en forespørgselsdebat i Folketinget, om at sagen skulle kuglegraves.

Det afviser Schlüter umiddelbart, og det har han sine solide politiske grunde til, men det er også, hvad hans øverste embedsmænd råder ham til, da han selv er ved at komme i tvivl om sagens karakter.

 

Da Socialdemokratiet og SFs forslag om en kommissionsdomstol skal til behandling den 25. april 1989, foregår der i statsministeriet en intens forberedelse af Schlüters redegørelse af sagen.

Man rekvirerer i flere omgange ALT relevant materiale fra Justitsministeriet, og først langt senere viser det sig, at noget stadig er tilbageholdt i Justitsministeriet.

 

Schlüter udarbejder et udkast til talen, i samarbejde med sine departmentchefer, samt en konsulent, bliver manuskript på hele elleve versioner.

 

Det ender med, at statsministeren går på folketingets talerstol og redegør for sagen, som han mener er fuldt belyst.

Talen ender med de berømte ord: ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”.

 

Schlüter var ikke vidende om, at der på det tidspunkt (25. april 1989), skulle være foregået noget direkte ulovligt i Justitsministeriet, og hans departementschef var af samme opfattelse.

 

Socialdemokratiet, der i 1989 sad med 55 mandater og SF med 24, havde ikke mandater nok til, at samle et flertal for en nærmere undersøgelse, men der var dog så meget usikkerhed om folketingets (nye) formand Erik Ninn Hansens rolle i sagen, at midterpartierne trak deres støtte til hans fortsatte valg som formand til folketinget væk.

 

I Efteråret 1989 blev Erik Ninn Hansen afløst på formandsposten, endnu engang af H.P. Clausen, der som bekendt jo også afløste ham i Justitsministeriet.

Ny Justitsminister blev Hans Engell. (12)

 

 

 

Statsminister Poul Schlüter (K.) holdt sin

 historiske ”Gulvtæppetale” i forbindelse

 med tamilsagen.

 

 

 

10.  KOMMISIONSDOMSTOL

 

Førstebehandlingen af forslaget om en kommissionsdomstol, udløser en time lang debat med hele 102 indlæg, og der er kraftige varsler om, hvad sagen i yderste konsekvens kan blive brugt til.

 

Hovedpunktet i Schluteres ”gulvtæppetale” er, at man tager ombudsmandens kritik til efterretning, hvilket vil sige, at ”den vil være normgivende i eventuelle tilsvarende sager”, og ansvaret for prioteringen af ansøgningerne på familiesammenføringerne, ligger ved den afgående Justitsminister Erik Ninn Hansen og regeringen.

 

Schlüter afviste derimod, at der var behov for en nærmere undersøgelse af forvaltningen, udover den ombudsmanden allerede har fortaget, hvis forestilling regeringen ikke bestrider.

 

Citatet ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet” er et citat, der er fundet på af embedsmændene i Justitsministeriet.

 

Talen eller redegørelsen, kunne have været afslutningen på sagen, men baggrunden for ombudsmandens rapport, blev ved med at husere i Retsudvalget og i medierne, og kritikken mod tidligere Justitsminister Erik Ninn Hansens rolle i sagen, blev mere og mere belastende for regeringen. Alligevel begyndte interessen for sagen at dø ud.

 

 

 

11.   FORMANDSVALGET

 

Sagen døde dog langtfra ud. Den fik nyt ”liv”, da man i september 1989 skulle vælge formand til Folketinget.

Hos Det Radikale Venstre står det dog klart fra start, at 3 af partiets medlemmer ikke ville stemme for Ninn Hansen.

 

På et møde på Slotshotellet Sautehus i Hornbæk i september 1989, appellerer Det Radikale Venstres Niels Helveg Petersen (10.) , Poul Schlüter til, at man møder op med en kandidat alle kan støtte.

Men Poul Schlüter fastholder udadtil sin fulde støtte til Ninn Hansen, også selv om hans eventuelle genvalg bekymrer flere konservative folketingsmedlemmer.

De konservative havde håbet, at Poul Schlüter havde brugt sommeren 1989, til at overtale Erik Ninn Hansen til at trække sig som kandidat.

 

Den 2. oktober 1989, holder Poul Schlüter et møde med Venstres Uffe Ellemann Jensen (9.) og Det Radikales Venstres Niels Helveg Petersen. De modsætter sig begge, at Ninn Hansen skal være regeringens kandidat til formandsposten.

For det første er folketingsgrupperne splittet i spørgsmålet, og for det andet nægter Fremskridtspartiet (16 mandater), at give garantier med hensyn til Ninn Hansens genvalg, og den omstændighed kan placere Socialdemokratiets kandidat Anker Jørgensen i stolen. Det ville være en dårlig start på folketingsåret 89-90 for KVR regeringen, at indkassere et nederlag allerede her.

Schlüter der allerede havde sagt god for Ninn Hansen, kunne jo ikke gøre meget.

 

Uffe Ellemann Jensen og Niels Helveg Petersen opsøgte Erik Ninn Hansen, for at få ham til at trække sig frivilligt.

Ninn Hansen viste udmærket, hvad de 2 herrer kom for, og ville gøre deres opgave så vanskelig som muligt.

Uffe Ellemann havde så sent som på Venstres landsmøde weekenden forinden givet Venstres fulde opbakning til Ninn Hansen, og da Ninn Hansen ser Uffe Ellemann, trykker han ham i hjerteligt i hånden, og takker ham for opbakningen.

”Hvor er jeg glad for det, som du sagde forleden. Det var et mandfolk, der talte der” sagde Ninn Hansen.

 

Erik Ninn Hansen kunne eller ville ikke forstå, hvorfor han ikke skulle være regeringens formandskandidat.

Niels Helveg Petersen beder ham om at trække sig frivilligt. ”Det skylder du Schlüter og det Konservative Folkeparti”, mente Helveg.

Erik Ninn Hansen ville ikke gå frivilligt, for han var overbevist om at blive valgt, når han først sad i Folketingssalen, som regeringens kandidat.

 

Poul Schlüter, som stadig var varm fortaler for Ninn Hansen som formand, indkaldte regeringspartiernes gruppeformænd til møde.

Der var lagt op til et dramatisk møde.

 

Inden Marianne Jelved (7.) gik til mødet, har hun af den Radikales gruppe fået mandat til, at kæmpe for at Ninn Hansen skulle væk.

Marianne Jelved siger på mødet, at det Radikale Venstre er parat til at forlade regeringen, hvis Erik Ninn Hansen forblev regeringens kandidat.

Det Radikale Venstre havde med andre ord, sat Schlüter udenfor døren.

 

Hans Engell mente, at Ninn Hansen stadig havde en chance for at blive valgt, ikraft af at Fremskridtspartiets 16 mandater, hellere ville pege på Ninn Hansen, frem for Socialdemokraten Anker Jørgensen (11.).

 

Schlüter ringede til Pia Kjærsgaard,(9.) og ville høre, hvor Fremskridtspartiet stod i sagen.

Pia Kjærsgaard meldte tilbage, at Fremskridtspartiet stod sådan set, hvor de havde stået hele tiden, og kunne ikke garantere, at lægge stemmer til en regering, der var uenig.

 

Derpå giver Marianne Jelved et personligt tungtvejende forslag til Poul Schlüter.  De Konservative kan beholde den prestigefyldte post, ved i stedet at besætte den med Schlüter og Hans Engells partifælle H.P. Clausen.

”Det kan vi da ikke sige nej til, Hans”, sagde Schlüter.

 

På de Konservatives gruppemøde dagen efter siger Schlüter, at det har været den hidtil værste politiske beslutning han havde taget, at skulle ofre Ninn Hansen.

Hele den konservative gruppe er mærket af sagens udfald.

 

”Det er for mig den tungeste dag, som jeg har oplevet i dansk politik. Jeg føler, at Ninn Hansen har fået en af de mest ondsindede og nedrige behandlinger, som et folketingsmedlem kan komme ud for” sagde Hans Engell til pressen.

 

Regeringen gav Fremskridtspartiet skylden for Erik Ninn Hansens fald, men reelt var det jo en dybt splittet regering i holdningen til Tamilsagen.

 

 

 

Marianne Jelveds (Rad) forslag til

Schlüter var, at give H.P. Clausen

posten som folketingets formand.

 

 

 

12.  TV-UDSENDELSEN

 

23. april 1990 sendte man en TV- udsendelse, der hed ”Blodets bånd”, som handlede om Tamilsagen.

I udsendelsen beskyldes Erik Ninn Hansen for lovbrud, og Erik Ninn Hansen forlanger, at møde udsendelsens redaktør ugen efter i et direkte program.

I dette program gentager Ninn Hansen, hvad han utallige gange før havde sagt og skrevet i efteråret 1987, at det var den samlede Regerings beslutning, at sagerne skulle nedprivoteres.

 

Denne udmelding i TV, var absolut ikke acceptabel for CD’s Mimi Jakobsen (og i øvrigt heller ikke for noget andet medlem i den daværende regering).

 

8. maj 1990,  får Mimi Jakobsen et møde med Statsminister Poul Schlüter og Justitsminister Hans Engell, og her melder Mimi Jakobsen ud, at Centrum-demokraterne har fået nok af Erik Ninn Hansens udlægning af sagen.

De er trætte af, at han atter hænger dem ud som medskyldige, og i CD havde man besluttet, at stemme for en kuglegravning af sagen.   

 

Poul Schlüter var også ved at være træt af Ninn Hansen, og siger ”Jeg har været loyal længe nok over for Ninn” .

Schlüter havde været træt af Ninn Hansen siden Ombudsmand Hans Gammeltofts redegørelse fra 1. marts 1989, altså lidt over et år. Gang på gang har han forkludret sagen med nye udtalelser, med krav om undersøgelser og beskyldninger mod regeringen.

 

 

 Mimi Jakobsen og CD stemte  for en

 kuglegravning af sagen.

 

 

 

 

13.  UNDERSØGELSE ETABELERES

 

Det blev aftalt på mødet den 8. maj 1990, at en eller anden form for undersøgelse skulle etableres.

Schlüter var dog mest indstillet på, at etablere en kommissionsdomstol, men i de forskellige partier, var der stemning for en helt ny undersøgelsesform.

 

En dommerundersøgelse med vidnepligt.


En sådan form var ikke med i retsplejeloven, den måtte ændres til formålet.

Retsplejeloven der skulle ændres, blev vedtaget af et næsten enigt Folketing den 1. juni 1990.

 

Poul Schlüter og Regeringen ønskede også, at dommerundersøgelsen skulle holdes for lukkede døre, for at skade Erik Ninn Hansen mindst muligt, og ikke mindst det Konservative Folkeparti.

 

Erik Ninn Hansen insisterer imidlertid på, at afgive forklaring for åbne døre, for efter han var blevet ”Svinet til af TV”, så måtte der ikke opstå myter sagde han, men Statsministeren afviste hans krav.

 

I Juli 1990 anmodede Poul Schlüter Højesteretsdommer Mogens Hornslet om, at gennemføre en undersøgelse af beslutningsprocessen og administrationen, i forbindelse med sagerne og familiesammenføringerne for flygtninge fra Sri Lanka fra 1987 til 1989.

 

Dommerundersøgelsen skulle omfatte ”Beslutningsprocessen og administrationen i forbindelse med de Tamilske familiesammenføringer / Nogen i offentlig tjeneste eller hverv har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser ved sagsbehandlingen".

Det er denne sidste formulering, som Erik Ninn Hansen henviser til i en 14 siders lang klage den 6. december 1990 til kommissionen for menneskerettigheder, udarbejdet af advokat Kristian Mogensen, der kalder undersøgelsen for i realiteten ”hemmelig inkvisitorisk” (1.) På dette tidspunkt havde afhøringerne i Højesteret været i gang i et par uger.

 

((1.) Inkvisitorisk= Streng udspørgende undersøgelse).

 

 

Advokat Kristian Mogensen údarbejdede

en 14 siders lang klage til Menneskerettigskommisionen

for Ninn Hansen.

 

 

På det konservative Landsmøde i december 1990, er der flere medlemmer, der bebrejder Poul Schlüter, at Ninn Hansen ikke fik sit ønske opfyldt om en offentlig undersøgelse, men nu skulle være henvist til at søge beskyttelse hos menneskerettighederne.

 

Efter denne bizarre reaktion, skriver Poul Schlüter omgående til Dommer Mogens Hornslet, og anmoder ham om, at foretage sine afhøringer for åbne døre.

 

I begyndelsen af januar 1991, åbnes retsbøgerne for de forklaringer en række embedsmænd allerede i efteråret 1990 havde afgivet.

Poul Schluter blev chokeret over de oplysninger, der afsløres for offentligheden, hvor der kom afsløringer om ministerielle magtkampe og magtfordrejning osv.

 

Fra det øjeblik var Schluters daværende justitsminister Erik Ninn Hansen stemplet, og for store dele af pressen, var sagen i realiteten allerede afgjort.

 

Januar måned 1991, blev en måned Poul Schluter ikke mindes med glæde.

De mange forklaringer fra embedsmændene om hans viden i sagens sammensætning, tvinger ham gang på gang til, at udtale sig om sagen, selv om hans embedsmænd fraråder ham dette.

 

 

 

14.   KUGLEGRAVNINGEN

 

Oppositionen benytter næsten enhver udtalelse i sagen til, at komme med en byge af spørgsmål. Ingen tvivl om, at de lugter blod.

 

Der rejses krav om en oprydning i justitsministeriet, hvor embedsmændene har vildledt både folketinget og Ombudsmanden, om Tamilsagens rette sammenhæng.

Poul Schluter følte sig presset til, at anmode Statsadvokat H.C. Abildtrup om at undersøge, hvorvidt der skal rejses sigtelse mod embedsmændene, inden to års forældelsesfristen udløber.

 

H.C. Abildtrup sigter herefter justitsministeriets Departmentchef Lundbeck Andersen, der suspenderes, men få uger senere trækkes sagen tilbage, fordi det viser sig, at forældelsesfristen allerede var overskredet.

 

I Folketinget accepterer Poul Schluter uden videre undersøgelsesrettens fuldmagt til, at sagen udvides til også at omfatte perioden efter normaliseringen af sagsbehandlingen, altså ind i H.P. Clausens periode som justitsminister.

 

Forklaringerne i retten viser nemlig, at folk fra justitsministeriet har fastholdt den forklaring, som tidligere justitsminister Erik Ninn Hansen kom med fra starten, - nemlig manglen på ressourcer. Man påstod også dette i perioden EFTER Erik Ninn Hansens exit fra justitsministeriet.

Embedsmændene havde med andre ord, ikke lyst til at hænge Erik Ninn Hansen ud.

Det kunne være af frygt for, at  Erik Ninn Hansen havde nogle forklaringer MOD embedsmændene, der måske i sidste ende, kunne være til skade for deres personlige karriere.

 

21. januar 1991 møder Poul Schluter op i partiets administrationsudvalg, hvor han filosoferer om, at denne sag stadig kan blive ved med at gå godt.

Hvordan er det muligt at varetage landets øverste ledelsespost i de 18 måneder, som undersøgelsen varer, under et konstant bombardement og mistænkeliggørelse?

Det skulle Schluter nu til at tage stilling til.

Han måtte råde sin folketingsgruppe til, at de mere end nogen andre, måtte være dem "der tier, mens retten taler”.

Schlüter kan ikke befri dem, for det traume tamilsagen er blevet til for partiet, men skal det overhovedet have en mulighed for at overleve sagen, måtte han demonstrativt lægge afstand til den form for administration, som Erik Ninn Hansen havde fortaget.

 

3. juni 1991 kom Poul Schluter for første gang selv til orde i sagen, og med sit indlæg har han held til, at vende stemningen i medierne for en tid.

Inden afhøringen, sagde han til TVs journalister: ”Jeg har glædet mig til, at jeg omsider kan sige min mening, efter at så mange har myrdet løs på mig”.

 

I vidnestolen i Højesteret, afviser han alle Erik Ninn Hansens forklaringer, og benægter at Tamilstoppet blev besluttet af regeringen. Han anklager embedsmændene i justitsministeriet for, at have ført ham bag lyset, idet han mener de havde tilbageholdt oplysninger, selvom han havde bedt om at få ALT materiale om sagen, inden han skulle holde sin tale i folketinget (Gulvtæppetalen).

 

”Der er tre hovedpersoner i denne sag i Justitsministeriet: Departmentchefen som havde forklaret, at han lagde sine notater om sagen i et privat chaneque.

Kontorchefen der oplevede at få to notater om sagens forløb, og de retslige aspekter beskadiget under trykningen.

Direktøren for udlæningedirektoratet kørte sine notater hjem på sin bopæl”¦

Hvad er det dog for noget, hvorfor gav man ikke os de papirer?.. Jeg var dog deres statsminister, og de viste jeg skulle i Folketinget, for at give en forklaring om sagen efter ministeransvarligshedsloven” sagde Poul Schluter i sin forsvarstale.

 

Da punktet kommer til Ninn Hansen siger Schluter: ”Jeg var ikke meget tilbøjelig til, at tage Ninn Hansen med på råd efter ombudsmandens beretning. Det var jeg ikke af to grunde: For det første var jeg meget skuffet over, at justitsministeriet havde været ledet på den måde som gjorde, at sådan en sag overhovedet kunne opstå.

For det andet vurderede vi sagen helt forskellig. Ninn Hansen fastholdt, at der havde ligget en regeringsbeslutning til grund for nedprivoteringen, og han var afvisende overfor ombudsmandens kritik.

Derfor har jeg slet ikke drøftet talen den 25. april 1989 med Ninn Hansen” .

 

 

 

15.   NINN HANSEN FORTØRNET OVER SCHLUTER

 

Efter Poul Schlüters vidneafhøring i Højesteret, blev Erik Ninn Hansen meget fortørnet over, at Schluter havde omtalt hans indsats som justitsminister i nedsættende vendinger.

 

Ninn Hansen sagde til Berlingske Tidende:

”Schluter bliver ikke større af, at træde på andre. Det havde jeg ikke ventet af partiets formand. Vi har kendt hinanden i 40 år, og jeg har været en slags tillidsmand i partiet i over 50 år. Så regner man ikke med, at ens regnebræt skal gøres op i Højesteret i forbindelse med nogle tamiler”.

 

Poul Schluter var meget tilfreds med sin forsvarstale den 3. juni 1991 i Højesteret. Det gav ro sommeren over.

 

Efter sommerferien, er det de konservatives ordfører Viggo Fischers tur, til at afhøres i sagen.

Viggo Fischer må have haft en utrolig dårlig hukommelse, for hele 107 gange sagde han: ”Det husker jeg ikke” eller Det erindrer jeg ikke”.

Viggo Fischer bliver politisk offer nr. tre i tamilsagen,

efter justitsminister Erik Ninn Hansen og Retsudvalgets formand Grethe Fenger Møller var blevet presset væk, på grund af mistanken om aftalt spil mellem Ninn Hansen og retsudvalget, i forbindelse med retsudvalgets spørgsmål til Ninn Hansen i sin tid.

 

Under en afhøring af venstres udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen i Højesteret, bakker venstres formand Ninn Hansen op, som en af de første.

Ellemann Jensen havde rettet et frontalt angreb på undersøgelsesretten, der efter hans opfattelse lægger fælder og undergraver retssikkerheden.

 

Under afhøring nr. to af Statsminister Poul Schluter i oktober 1991 i Højesteret, var han tydeligvis ikke så velforberedt, som første gang.

Han vikler sig ind i nogle modstridende forklaringer.

 

Nytårsaften 1991/92 holder Poul Schluter på Marinborg, og siger til hans ven Flemming Kristensen: ”Jeg håber aldrig at komme til at opleve et år som 1991 igen”.

 

 

I vinteren 1992 begår Schluter en taktisk brøler, ved for første gang åbent, at blande sin politiske fremtid som statsminister sammen med udfaldet af tamilsagen.

De tre midterpartier Det radikale venstre, Centrum-demokraterne og Kristeligt Folkeparti taler nu ikke længere om---hvis Schlüter går af - men hvornår Schlüter går af.

 

”Jeg bliver og kæmper videre” sagde Schlüter på ministermødet, der kvitterede med klapsalver.

 

 

 

                                        

 

Retsudvalgets formand Grethe Fenger Møller (K.)  fik 60 dages betinget fængsel for falsk forklaring i tamilsagen.

 

 

 

 

16...UNDERSØGELSEN AFSLUTTES / TAMILRAPPORTEN KOMMER OG REGERINGEN GÅR AF

 

Den 29. maj 1992 afsluttes undersøgelsen, efter 18 måneder og 102 vidneafhøringer, og den retsbog, som skal danne grundlag for dommernes beretning, er kommet op på 3.000 sider.

 

De dele af beretningen, der var gengivet i pressen undervejs, var stort set den værste reklame for samfundets administration, ledelse og politiske administration, man kunne tænke sig.

 

Den 14. januar 1993, kom så under en flot iscenesat mediebevågenhed, Højesteretsdommer Mogens Hornslets tamilrapport.

 

Fra 1990 og godt 2 år frem, havde det taget Mogens Hornslet at udarbejde de ca. 6.000 sider redegørelsen fylder.

 

Da Mogens Hornslet forlod Statsministeriet efter afleveringen til Schluter, gik statsministeren i gang med at læse de sidste 100 sider, og de var ret hurtigt læst.

Efter gennemlæsningen af disse sider, stod det helt klart for statsministeren, at han ikke havde en chance for at fortsætte som Statsminister.

 

Han anlagde sin egen vurdering af sagen, og derefter ønskede han at gå af.

Schluter fandt det mest rigtigt, at gøre det uden at udskrive valg.

 

Tidligere havde Schluter sagt til oppositionen, at hvis de ville misbruge tamilredegørelsen mod regeringen, ville han udskrive valg. Men dette her var noget andet, så jeg ønskede at gå allerede samme dag- og helst ikke først den næste. ”Det var min egen beslutning” sagde Schluter.

 

Skulle der udskrives valg, ville valgkampens emner jo hovedsageligt komme til at handle om folks sympati eller folks usympati med tamilerne.

 

Udenrigsminister Uffe Ellemann, som Schlüter havde et møde med samme dag, mente ikke regeringen skulle gå af, uden at udskrive folketingsvalg.

 

Et sidste forsøg på, at forhindre regeringen i at skulle gå af, var en ny statsminister i en fortsat KV regering.

Henning Dyremose var kandidat, men på møderne med CD, Kristelige og navnlig Det Radikale var De helt afvisende for forslaget, og derved blev det.

 

Kl. 18.00 den 14. januar holdt Schluter sit sidste pressemøde i Statsministeriet, for at fortælle befolkningen, at statsministeren i Danmark gennem 10 år og 4 mdr., ville overlade regeringsansvaret til oppositionen.

 

Den 25. januar 1993 danner Poul Nyrup Rasmussen (S) (13.) ny regering.

 

 

 

Poul Nyrup Rasmussen (Soc.) fik

regeringsmagten p.g.a. Tamilsagen.

 

 

 

17.   EFTERSKRIFT

 

Folketinget beslutter den 11. juni 1993, at rejse en rigsretssag mod Erik Ninn Hansen.

Det er kun den 5. rigsretssag i Danmarkshistorien.

Rigsretten består af indtil 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal medlemmer, som bliver valgt af folketinget.

De medlemmer af Rigsretten, som folketinget vælger, må samtidig ikke være medlem af tinget.

Konklusionen af flertallets dommere i Rigsretten lød: På denne baggrund finder vi  at Erik Ninn Hansen i perioden fra midten af juni 1988 til hans afgang som justitsminister den 10. januar 1989, værende i strid med udlændingelovens § 9 har fastholdt beslutningen om, at berostille de tamilske familiesammenføringssager, og derved forsætligt og på en strafbar måde, har tilsidesat de pligter, der påhvilede ham efter loven og hans stillings beskaffenhed.

 

22. juni 1995, afsiges den endelige dom i rigsretten på 4 måneders betinget fængsel til Ninn Hansen. Den bortfaldt efter 1 års prøvetid.

 

En måned senere den 22. juli fik Erik Ninn Hansen, som konsevekvens af Rigsretsdommen,

frataget sin Dannebrogsorden.

 

Erik Ninn Hansen ønskede, at føre sagen til dørs ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

 

I maj 1999 afviser Menneskerettighedsdomstolen sagen.

 

 

Den 13. september 1995 blev formanden for Retsudvalget Grethe Fenger Møller idømt 60 dages betinget fængsel, for falsk forklaring i sagen.

 

 

18.  PERSONGALLERI

 

1) ERIK NINN HANSEN.

Konservative

Født 1922

Advokat.

Formand for det Konservative ungdom 1948 til 1950.

Medlem af folketinget 1953 til 1994.

Forsvarsminister 1968 til 1971.

Finansminister 1971.

Formand for den konservative folketingsgruppe 1971 til 1974.

Justitsminister 1982 til 1989.

Formand for Folketinget 1989.

 

 

 

2) POUL SCHLUTER.

Konservative

 Født 1929.

 Advokat.

Medlem af Folketinget 1964 til 1994.

Viceborgmester i Gladsaxe 1966 til 1971.

Formand for Det Konservative Folkeparti 1974

Statsminister 1982 til 1993.

Næstformand i EU Parlamentet 1994.

 

 

 

3) HANS GAMMELTOFT HANSEN

Ombudsmand

Født 1944.

Student Skt Annæ Gymnasium 1962

Cand. Jur. Københavns Universitet 1970

Sekretær ved Rigsadvokaturen 1970 til 1971

Lic. jur. 1973

Dr. Jur. 1976.

Professor i Retsvidenskab 1977.

Formand for Dansk Flygtningehjælp 1977 til 1984.

Folketingets Ombudsmand fra 1987.

 

 

 

4.) H.P. CLAUSEN.

Konservative

Født 1928.

Historiker og Professor.

Overbibliotekar ved Statsbiblioteket i Århus.

Formand for mediekommissionen 1980 til 1984

Kulturminister 1986

Medlem af Folketinget 1987

Trafikminister 1988

Justitsminister 1989

Formand for Folketinget 1989 til 1993.

Generalkonsul i Flensborg 1997.

 

 

 

5.) GRETHE FENGER MØLLER.

Konservative

Født 1941.

Næstformand i Dansk Kvindesamfund 1965 til 1967.

Landsformand i Dansk Kvindesamfund 1974 til 1981.

Medlem af Det Konservative Folkeparti 1970.

Medlem af Det Konservatives Hovedbestyrelse 1975.

Medlem af Folketinget 1977.

Arbejdsminister i 1982.

Politisk Ordfører for De Konservative 1986.

Formand for Ligestillingsrådet 1987 til 1993

 

 

 

6. MIMI JAKOBSEN.

Centrum-demokraterne.

Født 19. nov. 1948.

Student fra Gladsaxe Gymnasium 1967.

Formand for komiteen Aktiv Skolepolitik 1978-82.

Medlem af Gladsaxe Kommunalbestyrelse 1974-82.

Politisk Ordfører for C.D. fra 1989.

Medlem af Folketingets Finansudvalg 1981-82..1988-90.

Kulturminister 1982-1986

Socialminister 1986-1988

Grønlandsminister 1-10. sep. 1987

Samordningsminister 28. jan. 1993 - 8.feb. 1994.

Industriminister 28.jan. - 8. feb. 1994.

Industri og Samordningsminister 8. feb- 27. sep. 1994.

Erhvervsminister 27. sep.- 30.dec. 1996.

 

 

 

7. MARIANNE JELVED.

Det Radikale Venstre

Født 1943.

Lærereksamen Hellerup Seminarium 1967

Cand. Pæd. I dansk fra Danmarks Lærerhøjskole i 1979.

Gundsø Kommunalbestyrelse fra 1981.

Medlem af Folketinget siden 1987.

Økonomiminister fra 1993 til 2001.

 

 

 

8. PIA KJÆRSGÅRD

Fremskridtspartiet / fra 1995 Dansk Folkeparti.

Født 23. februar 1947

Social og sundhedshjælper

Fra 1984 medlem af Folketinget

Stifter af Dansk Folkeparti 1995.

Formand for Dansk Folkeparti fra 1995 -

 

 

 

9. UFFE ELLEMANN JENSEN.

Venstre

Født 1941

Journalist

Chefredaktør for Dagbladet ”Børsen” 1975 - 1976

Medlem af Folketinget 1977-2001

Formand for venstre 1984- 1998

Udenrigsminister fra 1982 til 1993.

 

 

 

10. NIELS HELVEG PETERSEN.

Det Radikale Venstre

Født 1939

Cand. Jur. Kbh. Universitet 1965

Medlem af Udenrigspolitisk nævn 1968 - 1974

De Radikales Poltitske Ordfører 1968 - 1974 og 1977 -78

Formand for Folketingsgruppen 1978 -1988

Folketingets politiske økonomiske udvalg 1982 -84

Økonomiminister 1988 - 1990

Udenrigsminister 1993-2000

 

 

 

11. ANKER JØRGENSEN

Socialdemokratiet

Født 1922

Lagerarbejder.

Formand for Socialdemokratiet 1973-87

Statsminister 1972-73 og 1975- 82

 

 

 

12. HANS ENGELL

Konservative.

Født 1948

Forsvarsminister 1982-1987

Formand for Den Konservative Folketingsgruppe.

Justitsminister 1989-1993

Leder af Det Konservative Folkeparti 1993-1997

Chefredaktør på Ekstra Bladet fra år 2000 - 2007

Politisk kommentator på TV2 fra 2007

 

 

 

13. POUL NYRUP RASMUSSEN

Socialdemokratiet

Født 1943

Statsminister 1993-2001

Formand for Socialdemokratiet 1992-2002

Cand. Polit. Fra Københavns Universitet 1971

Cheføkonom i Lønmodtagernes Dyrtidsfond 1986-88

 

 

Kilder:

 

Bøger:

 

Henning Fensmark *Schlüters Danmark*

 

Hanne Rasmussen/Mogens Rudier *Sikken et liv*

 

Michael Kristensen

Thomas Larsen                                                *Poul Schluter en Biografi*

Michael Ulvmann

 

Carsten Fenger-Grøn / Malene Grøndahl      ”Flygtningenes Danmarkshistorie 1954- 2004”

 

 

 

Andre Kilder

 

Prof dr. Jur. Carsten Henrichsens analyse af             *Tamilsagen. En oversigt*

Ivana Søndergård      Syddansk Universitet

Danmarkshistorie Udlændingeloven 1983 -

 

 



Opdateret 19/10/2011

Besøg  
233532